Kanonklubben 1969-70
I forbindelse med indvielsen af det nye plejehjem i Urbanplanen på Amager, Peder Lykke Centret, som skulle være det mest moderne plejehjem i velfærdsdanmark, blev Kunstakademiet inviteret til at bidrage med en udstilling. Invitationen havnede hos en gruppe studerende, som kaldte sig Kanonklubben. Medlemmer fra Kanonklubben tog arbejde på et plejehjem for at researche. Efter samtale med beboerne besluttede kunstnerne sig for at skabe en romantisk have i det nye plejehjems lukkede atriumgård.
Fra de nedlagte kolonihaver, der lå, hvor plejehjemmet skulle bygges, hentede kunstnergruppen stauder, buske og blomsterløg og sågar et 8-kantet havehus, som i det tidlige forår blev geninstalleret i den nyanlagte have med sø, bro, stenhøj, fuglebad og havehus. Gruppen blev under denne aktion kraftigt udvidet. Vi var mange, der arbejdede med at anlægge haven. Blandt andet ydede studerende fra afdelingen for havearkitekter på Kunstakademiets arkitektskole en afgørende indsats. Vi blev betalt med normal timeløn doneret af forskellige fonde, herunder Carlsbergfondet.
Haven findes stadig og kan i dag ses ved Peder Lykke Centret nu mere end 50 år efter.