2001-2003
Barhxagon og Vandcykelstien udgør to forslag til udstillingen Havnen II om anvendelsesmuligheder af Københavns Havn.
I løbet af ganske få år er hele havnens funktion forsvundet, og en ny arkitektur er opstået. På nær et meget lille område ved Islands Brygge er der ikke piloteret nye rekreative områder ud til havnen – og dét til trods for, at der findes store boligkvarterer bag Sydhavnen, Kalveboderne og Islands Brygge. Alle tre steder er kajerne blevet solgt til store virksomheder, der har bygget højhuse, kontorlokaler og indkøbscentre helt ud til havnefronten. Det er steder, hvor offentligheden tidligere havde fri adgang til havnen eller udsyn over havnen.
Retten og adgang til vand er fundamental. De to projekter BarHxagon og Vandcykelstien har til hensigt at gøre havnen nærværende og give folk nye muligheder for at opleve og færdes i og på den.
Vandcykelstien er en flydende cykelsti, der hviler på pontoner. Den bygger på et modulsystem, der er fleksibelt med drejelige elementer, broer og åbninger. BarHxagon er en flydende kulturplatform, en kombineret café og alternativt projektrum.
BarHxagon og Vandcykelstien blev skabt i et samarbejde med arkitekt Holger Strøm, ingeniør Mads Wagner og Dansk Cyklistforbund. Udgivelse: SAAS - 2003.