2004
Kontoret for Jordforbindelse var et projekt, som belyste bæredygtig byudvikling. Gennem dokumentation og installationer ønskede Kontoret for Jordforbindelse at inspirere til lokale aktioner og initiativer til at forny og ændre byplanlægningen. Kontoret for Jordforbindelse var et aktivt kontor, hvor eksempler på egne og andres arbejder var synliggjort gennem arkiv, bibliotek, video, dias, lyd osv. Vi inviterede publikum til at anvende kontoret, som en dag om ugen i udstillingsperioden var åbent med tilstedeværelse af repræsentanter fra Kontoret for Jordforbindelse .
Museet for Samtidskunsts gård og have blev inddelt i jordlodder. Alle var velkommne til at få tildelt en gratis jordlod efter ansøgning. Lodderne kunne anvendes af brugerne i udstillingsperioden fra den 19. januar og til den 21. marts 2004, og var tænkt som en måde at demonstrere medborgernes direkte deltagelse i, hvordan offentlig byjord administreres og anvendes.
Projektet var inspireret af »Koloniträdgården på Skt Knuts Torg« i Malmø, som blev etableret af den svenske kunstnergruppe, Public Globality Gardens, samt den danske kunstnergruppe YNKB's forslag til en aktivitetspark på DSB-arealerne ved Nørrebro Station og gruppens forslag til et Kunst. og Kulturcenter i Fragtmandshallerne på Nørrebro i København.